Overgang fra vuggestue til børnehave
Når vuggestuebørnene nærmere sig tre år, skal de begynde i børnehave. Forud for dette holder vi en overflytningssamtale med jer og en pædagog fra vuggestuen og en fra børnehaven. Formålet er at skabe størst muligt faglig kontinuitet og overdragelse af viden i overgangen. Herudover er det en mulighed for jer til at møde de nye kontaktpersoner og høre om den nye stue.
Cirka 14 dage inden børnehavestart får barnet besøg af pædagoger fra sin nye børnehavestue, der ser barnet i vante omgivelser. Det er en rigtig god måde at give pædagogerne et indblik i, hvordan barnet agerer under trygge rammer og hjælper med til at forberede den hverdag, der venter forude. Vi holder efter dette første besøg en gradvis overgang, hvor jeres barn deltager i aktiviteter, lege eller en spisesituation, så barnet stille og roligt bliver tryg ved hverdagen i børnehaven og møder sine nye kammerater. Så vidt muligt flytter vi barnet sammen med en vuggestueven, så der skabes ekstra tryghed i overgangen.
Overgang fra børnehave til skole
Hvert år danner vi storegrupper, kaldet Stjernerne, af de børn, der skal begynde i skole det kommende år. Storegrupperne er sammen i egne stuer fra maj måned året før skolestart og følger aktiviteter og forløb, der skal klargøre dem til at begynde i skole. For at tilpasse forløbet til børnenes behov og interesser holder vi samtaler med børnene i efteråret med fokus på, hvad der optager dem, og hvad de tænker om at skulle starte i skole.
Hos Stjernerne arbejder vi med at give børnene de bedste forudsætninger for at starte i skole og give dem et kendskab til den nye hverdag, der venter. Vi øver børnene i at være i en mere struktureret hverdag med mere voksenstyring og taler om den kommende hverdag i skolen. Vi vil gerne styrke børnene nysgerrighed, lyst og evne til at deltage aktivt i skolefællesskabet og gøre dem parate til at indgå i en ny social hverdag. Meget af det pædagogiske arbejde med Stjernegrupperne fokuserer derfor på det sociale og relationelle aspekt i at skulle starte i skole.
Vi samarbejder primært med Rødkilde Skole om besøgsdage, så børnene kan opleve hverdagen på en skole, men grundet vores placering sender vi også en del børn til Grøndalsvænge Skole og andre skoler i nærområdet.