Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Forældresamarbejde

I Grøndalen betyder den daglige og tætte dialog meget for os. Som forældre er I eksperterne på jeres barn, og det er i samarbejdet med jer, at vi sikrer jeres barns udvikling, læring og trivsel. Derfor håber vi også, at I altid vil tage fat på os, hvis der er noget, som undrer eller bekymrer jer, så vi kan få snakket om det.

Aula

Aula er vores primære kommunikationskanal og en vigtig del af samarbejdet med jer. Det er her, at I tjekker jeres barn ind og ud, og hvor I indmelder sygdom og ferie. Det er vigtigt, at I husker dette, så vi altid ved, hvor mange børn vi bliver - det gør det nemlig meget nemmere for os at planlægge nogle gode dage for de børn, som er i huset.

Det er også på Aula, at vi deler praktiske informationer, og hvor I kan skrive beskeder til os. Derudover deler vi billeder og dagbøger fra vores hverdag, så I kan følge med i, hvad jeres barn laver hos os. 

Vi bruger også SMS til korte beskeder og til at sende en lille opdatering, hvis det har været en hård aflevering, så I kan se, at jeres barn er godt i gang med en leg eller aktivitet. 

Forældresamtaler og forældremøder

I løbet af den tid jeres barn går i vuggestue og børnehave, har vi forskellige samtaler om jeres barns trivsel og udvikling. Cirka tre måneder efter opstart, bliver I inviteret til et statusmøde, hvor vi taler om, hvordan den første tid i enten vuggestue eller børnehave er gået for jeres barn. Vi afholder også møder når jeres barn fylder henholdsvis to og fire år. 

Vi tilbyder også en kort samtale, hvis der er familieforhold der ændres. Det gør vi for at få oplysninger om, hvad vi eventuelt skal gøre anderledes, end vi plejer. Derudover tilbyder vi trivselssamtaler efter behov. 

Vi sprogvurderer desuden barnet, når det er tre og fem år, samt når barnet er 4 år, hvis der er anmærkninger ved 3-års vurderingen. 

Der er forældremøde 1 gange om året i uge 43.

Forældreråd

I forældrerådet er du med til at diskutere og definere de værdier, som ligger til grund for den pædagogik, der præger de konkrete aktiviteter, som børnene og de voksne er sammen om i Grøndalen. Du har derfor mulighed for at præge institutionen på mange niveauer. Du kommer tæt på dagligdagen i Grøndalen og lærer medarbejderne og de andre forældre at kende.

Forældrerådet er sammensat af forældrerepræsentanter, medarbejderrepræsentanter og den pædagogiske leder, og valg til forældrerådet sker en gang årligt på et forældremøde for hele institutionen. Hvis du er interesseret i at deltage i forældrerådsarbejdet, kan du kontakte vores pædagogiske leder og høre mere.

Forældrerådet holder møder 4 gange om året.

Forældrebestyrelse

I Københavns Kommune er alle dagtilbud organiseret i klynger, og hver klynge har en forældrebestyrelse. Forældrebestyrelsen fastsætter principper for klyngens arbejde og for samarbejdet mellem institutionen og hjemmet. Forældrebestyrelsen består af forældrerepræsentanter fra alle enheder i klyngen, personalerepræsentanter og klyngelederen.

Forældrerepræsentanten bliver valgt blandt institutionens forældre og er altid automatisk en del af forældrerådet også. Forældrebestyrelsen holder møder fire-seks gange om året.

Læs mere om forældreindflydelse på Københavns Kommunes hjemmeside.