Hverdagen i Grøndalen er præget af, at vi arbejder aktivt med sprog og natur gennem skemalagte aktiviteter, så vi sikrer genkendelighed for børnene, og alle ved, hvad dagen bringer. Vi tilpasser os den enkelte børnegruppe og tilgår børnene på deres præmisser.
Morgen
Vi åbner klokken 7.00 og serverer morgenmad mellem 7.00 og 7.30. Vi er samlet i vores teams indtil omkring klokken 8, hvor vi fordeler os ud på stuerne eller i mindre grupper. Her er der fokus på den gode modtagelse af børnene, rolige aktiviteter og mulighed for en hurtig snak med forældrene om dagen eller andre aktuelle emner. Vi gør meget ud af at starte dagen godt og tager ekstra hånd om de børn, der måske har brug for et ekstra kram eller opmærksomhed. Vi beder som udgangspunkt forældrene blive udenfor stuen, når barnet afleveres og hentes, da det giver mere ro for de resterende børn. Der kan selvfølgelig være dage, hvor mor eller far får lov at komme med ind, hvis der er brug for det, men vi har gode erfaringer med at holde afskeden og afhentningen udenfor stuen.
Vi serverer formiddagsmad klokken 8.30 for alle.
Formiddag
Klokken 9 har vi morgensamling hos de enkelte stuer, hvor vi gennemgår dagens aktiviteter, snakker om, hvem der er her i dag, synger sange og gør os klar til, hvad dagen bringer. Vi har som i alle aktiviteter fokus på genkendeligheden og rutinerne, og vi arbejder teammæssigt ud fra læreplanen.
Herefter starter dagens aktiviteter, der er skemalagt ud fra læreplanstemaet og med fokus på sprog og sproglig udfoldelse. Det kan eksempelvis være kreative aktiviteter, hvor vi taler om farver og materiale, motoriske lege og sanglege eller en tur på vores store, flotte legeplads. Hver team har på skift retten til at bruge vores mindre legeplads til aktiviteter om formiddagen. Vi tager også nogle gange på tur med vores ladcykler i nærområdet til de grønne områder eller en af de mange legepladser tæt på.
Frokost
Vi spiser frokost klokken 10.45 i vuggestuen og 11.00 i børnehaven. Der bliver spist på egen stue, og alle har faste pladser, og vi gør meget ud af genkendelighed i forbindelse med måltidet. Vores køkken laver ugentlige madplaner, og alle er bekendte med, hvordan måltidet foregår. Vi arbejder målrettet med at sikre rolig overgange mellem aktiviteter, så der ikke sker for store udsving, når vi går fra den ene aktivitet til den anden.
Vi arbejder med at uddanne fremtidens madborgere, og det pædagogiske måltid er en tradition, vi værner om og hygger os med. Der er så mange muligheder for at øve både praktiske, sociale og sproglige færdigheder i måltidet, og vi gør brug af alle de redskaber, vi kan for at gøre børnene madmodige og selvhjulpne.
Læs meget mere om vores madordning og fremtidens madborgere her.
Eftermiddag
Om eftermiddagen er børnehaven ofte på vores store, flotte legeplads, hvor de kan fordybe sig i sandkassen, lege fangeleg, gynge eller klatre. Vi planlægger aktiviteterne på legepladsen, så alle børn indgår i en aktivitet og ved, hvad de kan forvente. Men der er altid plads til at prøve nye ting, og vi opfordrer vores børn til at være modige i dagens lege og fællesskaber.
Vuggestuen sover lur midt på dagen og er også nogle gange på legepladsen eller laver indendørsaktiviteter i takt med, at de vågner. Der er altid plads til, at de børn, der har brug for at sove lur to gange i løbet af dagen, kan det. Indtil børnene er to år sover de i egne barnevogne i vores krybberum og herefter sover de på stuerne. Børnehavebørnene, der sover lur, sover i vores motorikrum.
Klokken 14 for børnehaven, og i takt med, at vuggestuen vågner, serverer vi et let eftermiddagsmåltid, der kan bestå af brød og frugt. Resten af eftermiddagen går med rolige aktiviteter, at få børnene ned i gear eller godt ud af søvnen. Vi prioriterer den gode afslutning på dagen, hvor vi har mulighed for at snakke med forældre om, hvordan dagen er gået og til at sige pænt på gensyn. De børn, der bliver hentet sent, samles i teamet, og der er mulighed for en lille sen eftermiddagssnack. Vi lukker klokken 16.45 alle ugens dage.